Den elektroniske sammenslutning Komponent, der har base i København,
havde fuldt fortjent fået et stort spillerum på dette års Roskilde Festival.
Med deres sædvanlige sikre sans for at sammenstykke menuer med cremen af den eksperimenterende
digitale undergrund, havde de således fået lov til at forberede hele to eftermiddagsprogrammer:
Dette på Metropol, der koncentrerede sig om den mere kantede, kølige og avantgardistiske del af feltet,
og et mere "lyttervenligt" i Roskilde Lounge, der bl.a. inkluderede Mikkel Metal, Betrieb og LFU.
Og som ventet blev seancen på Metropol, der varede i fire stive, men spændende, klokketimer,
et progressivt åndehul af en pæn kaliber.

Godt medtaget i både hovedet og benene satte man sig til rette ved middagstid for at hvile
ørerne til den tyske elektro-akustiske troldmand Ekkehard Ehlers,
der over de seneste år har produceret en flot serie albums med en fragmentarisk,
men også intelligent refererende laptop-musik for diverse labels.
På det seneste, Politik Braucht Keinen Feind, havde han sat sig for at,
sample klassiske instrumenter og behandle dem på måder,
man næppe lærer det store om på Musikkonservatorierne.
Det var da også til dels med denne æstetik som udgangspunkt, at han stillede op på Metropol.
Mens arrangementets VJ afviklede opklippede eller stærkt behandlede optagelser
fra førkrigstiden på storskærmen, blev man udsat for en art sammensunket kompositionsmusik,
der bevægede sig fremad i eksplosioner, hak eller hvæs snarere end egentlige forløb.
Hvor harskt, det så end lyder, havde det hele dog en dulmende, om end foruroligende effekt på
éns nervesystem. Der var ikke som sådan noget grimt og industrielt -
endsige noget fortænkt eller videnskabeligt - over musikken.
Den var snarere lyden af en gammel verdens harmoni, der blev filtreret
og dekonstrueret gennem en ny tids grimhed og fragmentering,
hvilket måske virkede melankolsk og underligt rørende, men omvendt aldrig sindsoprivende.

Jon Egeskov, alias Pixel, havde også noget klassisk med sig i bagagen
- i dette tilfælde en konservatoriebaggrund - men ligesom på debutudgivelsen
Display kunne han i princippet lige så godt have været en c64-nørd,
der havde siddet derhjemme og rodet med mærkelige beatstrukturer i et par år.
Hvor Ehlers' musik var fragmentarisk, men egentlig ganske lavmælt,
var Pixels samme frenetisk, hakkende og hvæsende på en særdeles
minimalistisk facon. Også en smule for minimalistisk.
Meget af tiden var hans sæt en søvndyssende opvisning i, hvor lidt et
par c64-lyde egentlig fylder, når man placerer dem i et tomrum,
og selvom der næsten konstant var en art beat bag det hele, var det
hverken specielt groovy eller medrivende. Først hen imod slutningen
lykkedes det ham at stykke så mange lydeffekter og beatfragmenter sammen på én gang,
at éns fødder og hoved begyndte at tænde på det, men da var løbet allerede kørt.
Husk det så: Minimalisme er kun en dyd, hvis det maksimerer lydenes virkning.

Han kunne i den sammenhæng lære noget af den svensk/østrigske duo
Renegades of the Game Boxen, der benyttede sig af et lignende lydarsenal -
i dette tilfælde to Gameboys og en laptop - men både musikalsk og showmæssigt
slap bedre fra deres indlæg i programmet.
Mens det ene af de to medlemmer entrede scenen med et gigantisk
par pixelerede vinger på ryggen, fik man allerede fornemmelsen af,
at man nok ikke kom til at kede sig - og selvom "englen" mistede vingerne
cirka halvvejs i sættet, mistede duoens legesyge collager af rytmiske blip-lyde,
arkade-melodier og bizarre programmeringsmønstre ikke himmelflugten af den grund.
Det var skægt, det var intelligent og det var nærmest dansabelt, dét, de to skabninger
fik vredet ud af ærmet - og dertil måske det bedste reklamefremstød for Nanoloop-programmet,
der netop gør det muligt at komponere musik på Gameboys, undertegnede endnu har lagt ører til.

Hvor sættet med Renegades of the Game Boxen var én stor hyldest til livet og fantasien,
bevægede man sig imidlertid ind i et helt anderledes mørkt og plaget territorium,
da mexicanske Fernando Corona, alias Murcof, rykkede i stilling bag sin laptop.
Mens billeder af mørke, tågede og kolde industrilandskaber fór forbi i baggrunden,
fik man godt og grundigt bevist, at electronica fra Sydamerika absolut ikke behøvede
at være lig med digital latin og samba. Faktisk skulle man lede længe efter noget så
fremmedgjort og ærkeeuropæisk som Coronas øde, forfrosne lydflader, der skar gennem
luften som en kniv gennem hjertevæv. Forestillingen var rytmisk til tider - jovist -
men havde man lyst til at danse? Ikke ligefrem. Det var som om, at mexicaneren manede
hele den moderne verdens gru frem for éns indre øje, og i modsætning til Ekkehard Ehlers,
der på en måde gjorde noget af det samme, var det ikke den stille melankoli,
man blev ramt af: Det var the horror!
Men smukt var det ikke desto mindre på sin egen plagede facon,
der stod i modsætning til Coronas egen smilende fremtoning,
og man fik så absolut lyst til at lære denne overrumplende latin-europæer nærmere at kende.

Sidste mand på scenen var Stefan Schneider, alias Mapstation, der til gengæld på
mange måder var en gammel kending. Ikke nok med, at man i forvejen kendte
ham gennem sammenhænge som Kreidler og To Rococco Rot - kendte man disse projekter
til bunds musikalsk, bød Mapstation heller ikke på så meget nyt.
At Schneider ikke ligefrem diskede op med nye, overvældende visioner denne eftermiddag,
var imidlertid ikke ensbetydende med, at hans sæt ikke var godt.
Som man kunne forvendte blev der stillet op med lidt klikkende dub,
der blev lagt ind i mantraagtige forløb, som steg og faldt i styrke o
kompleksitet efterhånden som de skred frem. Og tro mod den sound, Schneider også
førhen har været kendt for, fik det hele en overlagt klinisk og disciplineret karakter,
der dog ikke forhindrede lidt samplet rock-instrumentation og en organisk duvende
grundfornemmelse i at snige sig ind gennem bagdøren.
På dén måde blev Mapstation det eneste navn i eftermiddagsprogrammet på Metropol,
der rent faktisk fik mere end én tilskuer til at danse. Ganske passende,
scenens efterfølgende dagsprogram, som havde en mindre progressiv og mere rytmisk karakter, taget i betragtning.

Alt i alt var det også denne gang en fin lille begivenhed, Komponent havde fået stablet på benene.
I sagens natur var det ikke alt, der var lige spændende og fascinerende,
men kunne man holde den generelt noget statiske sceneoptræden ud -
stort set alle navnene så ud som om, at de spillede hjerterfri, når de da ikke var
tvunget til at sætte næste nummer i gang - fik man faktisk i både pose og sæk.
Fødderne fik et hvil, de små grå blev stimuleret med andet end alkohol
og man havde en reel oplevelse af at være på en lydlig opdagelsesrejse.
Af samme grund blev Komponents indslag en alt for sjælden oase af kvalitet og nytænkning
i et festivalprogram, der i for høj grad satsede på det sikre, det hypede og det ufarlige.
Flere af den slags specialarrangementer til næste år, tak!